Camilla sætter ord på hvilken affekt det har haft på hende med hændelsen i Field´s! – og vi sammen får belyst tabuer og fordomme i vores samfund omkring psykiatri og almindelige mennesker med psykiske udfordringer i dagligdagen.

Jeg har haft fornemmelsen at der blev set mere positivt på psykiatrien og det med at vi blev betragtet som ligeværdige mennesker.

Jeg havde fornemmelsen af at der var styr på det – og begyndte at gøre psykisk syge til mennesker som andre blot med udfordringer.

Jeg bliver ked af det vores vegne – inden i mig selv bliver jeg træt af at det er sket – af situationen.

At psykiske syge også kan blive raske og leve med deres psykiske sygdom. De kan godt blive forældre og bo for sig selv. Det er ikke kun psykisk syge der bor på bosteder, de bor også i huse og lejligheder og har en helt almindelig hver dag som alle andre mennesker.

Liv er nuancerede og forskellige – vi putter forskellige ting ind i vores hverdage – at se forskelligheden i mennesker.

Jeg vil gerne være med til at belyse, at vi er forskellige som mennesker og vi har forskellige behov og udfordringer.

- nogle lider af højdeskræk
Der er forskellige ting der kan udfordre os som mennesker.

Det der har forandret mig i forhold episoden i Field´s er nok mest af alt min egen tankegang.

Camilla sætter også ord på hvilke tanker hun havde inden hun sagde ja tak til at medvirke i denne miniserie.

- om jeg ikke kunne få sagt det jeg gerne vil sige og få hjulpet alle andre som har problemer og det håber at jeg kan ved at få sagt at psykisk syge også bare er mennesker, bare med udfordringer.

Jeg håber ihvertfald at jeg kan være med til at gøre en forskel når jeg er med til at fortælle min historie her i podcasten.

Den var en svær beslutning at medvirke - for emnet er sårbart - men hun vidste også at hun ville være stolt af sig selv bagefter. Med hendes historie har hunhjulpet andre og hjælper andre.

Hun er med til at kaste lyse emnet op for samfundet også. Hun er med til at løfte. En del af det at være ligeværdig og en del af samfundet.

Hvor var vendepunktet for Camilla – hvad har virket i hendes proces?

Det går super meget fremad i Camillas proces og hun er tæt på at skal ud og bo for sig selv.

Det der gjorde forskellen for hende var, at der var en som sagde direkte til hende ”At nu skal du ikke være svingdørspatient mere”. Du skal ikke rende ind og ud af sygehuset, vi skal simpelthen have fundet en løsning på det her, og gik ind og tog hånd om det.

Det håber jeg også man kan gøre for alle andre – finde vejen frem! For jeg er sikker på at der er en vej frem for alle, til at få så normalt liv som muligt.

Personligt er jeg der hvor jeg kan begynde at leve et godt liv med nogle gode redskaber i bagagen. At komme videre i livet.

Der er meget fokus på DEM og OS i forskellige samfundsgrupper. Det ender med at vi distancere os fra hinanden.

Ja, det er hårdt som psykisk syg at blive placeret i en gruppe og jeg ønsker ikke den distance imellem os. At det er lige så naturligt at være psykisk udfordret. At det ikke har betydning om man er psykisk syg og bliver set med forkerte briller.

Jeg er velfungerende lige som alle andre jeg har blot nogle udfordringer. Andre mennesker har også udfordringer – og det er vigtigt også at huske på!

Det at sætte den rette fokus og gøre Psykiatrien til en del af Danmark – så bliver jeg rigtig glad.