Velkommen til Pejling af dannelse: Sophia samtale nr. 36 mellem docent, Ph.d. og musiker Jens Skou Olsen og rektor og professor Lene Tanggaard.

I ubevogtede øjeblikke kan det i en samtale hænde, at der sker en handling, som bliver en konkret påvisning af det, man gerne udtrykke. Således indleder Jens Skou Olsen samtalen med at spørge om, hvad dannelse er. Lene Tanggaard fortæller, at hun netop har modtaget bogen Det skal kendes*, hvori hun har skrevet et afsnit om Håndværk og design. Her har hun en definition på dannelse, som hun gerne vil læse op. Med en latter i stemmen siger hun, at det kan være spændende at se, hvad hun her mener.

Oplæsning af en gennemarbejdet, kompleks skriftsprogstekst er ikke just det mest lyttervenlige, men Jens Skou Olsen sidder i rum med oplæseren og har dermed et særligt nærvær, ligesom han som improviserende jazzmusiker er en trænet lytter. Han uddrager to indfaldsvinkler af det oplæste: Hånd og ånd spiller sammen og at dannes optræder i passiv form.De tre forhold, som kommer til at kendetegne indledningen til samtalen, viser sig at rumme essensen:

Et dannelsesmanifest?
Lene Tanggaards underfundige ønske om at læse og finde ud af, hvad hun selv har ment i Det skal kendes, understreger hendes syn på dannelse som en skabelse, der ikke må indhegnes. Dette kommer til udtryk, da Jens Skou Olsen spørger ind til et dannelses-manifest, men må afrunde denne del af samtalen med at foreslå, at første regel i et sådant manifest må være, at alt kan forandres. Det centrale i dannelse er, at den udspringer af det levede liv og må inkarnere en spændstighed af hensyn til fremtidens mennesker. Og hvor er det i øvrigt interessant, at Lene Tanggaard og Jens Skou Olsen med oplæsningsgrebet helt konkret får anskueliggjort karakteren af det levede liv i mundtligheden.

Hånden og ånden
Dannelse udspringer af trangen til at forme, at forme verden og at forme sig selv. Derfor er hånden betydningsfuld som udtryk for dannelsen som et sanseligt projekt, men ihukommende at den også er et vidensprojekt. Problemet er, at vi har skabt ubalance i den frugtbare vekselvirkning ved at opprioritere viden om verden på bekostning af at opnå en forståelse ved at mærke verden. Lene Tanggaard medgiver, at hun i starten af sin karriere inden for det psykologiske felt ikke var optaget af dannelse. Det er et pædagogisk snarere end et psykologisk begreb. Men under arbejdet med sin phd. på erhvervsuddannelserne blev hun opmærksom på håndens betydning i formningen af os selv og af verden. Men hun understreger, at tekstarbejde også er skaben.

Aktiv eller passiv dannelse?
Dannelse, der er betegnet i passiv, afspejler det forhold, at vi ikke er alene om at forme verden; verden er også aktiv i processen. Vi kan sætte mål og lave strategier og handle derefter, men noget uden for os er også aktivt. Som eksempel kan nævnes, at vi kan selv skrive et manuskript, men andre har givet os sproget.

Dannelse kan beskrives som en tilblivelse af en særlig værdi; det knytter sig til det gode, til dyder. Derfor optræder det som en reaktion på den lærings- og kompetencetænkning, som i de seneste årtier er udviklet i den pædagogiske verden, og som netop ikke forholder sig til det, der er ønskværdigt. At insistere på dannelsesaspektet udspringer af, at vi vil noget andet og mere for eleverne og med hinanden end at have værdineutrale færdigheder; vi vil genfinde den mistede forankring.

Dannelsens konserverende natur
Dannelsesbegrebet bliver ofte af Lærke Grandjean kritiseret for at være af konserverende natur. Men Lene Tanggaard finder, at hun fejllæser hendes og Thomas Rømers tænkning omkring dannelse, idet der netop ikke er tale om forankring alene, men også om tilblivelse af det nye. Men kritikken er velkommen, fordi der altid er en risiko for at dannelsen forstener, især hvis kritik bliver ignoreret eller censureret. Selvstændighed er et ideal for den danske skole, fordi vi bygger samfundet på selvstændige borgere. Men rodfæstede, selvstændige mennesker tåler kritik og lærer af kritik. Derfor er det et problem, at flere giver udtryk for, at de ikke tør være kritiske. Hvis den adfærd får medvind, udvikler vi tilpasning.

Derfor må vi genlære, at vi er en del af et fælles anliggende, hvor kritisk forstyrrelse virker som en anerkendelse, og hvor det flerstemmige frirum bidrager til at vi danner os selv og bliver dannet af vores omverden.

Skolen behøver ikke et utal af vejledninger, for vi må gå ud fra, at livet i skolen bliver til igennem lærergerningen og forvaltes af den konkrete lærer med det konkrete stof og de konkrete elever.Skolen er et mellemværende mellem lærer og elever, og alt må bygge på, at der lyttes til det, der sker. Vi må løsne den stramme styring og indse, at dannelse er nødt til at til stede i skolen, så alle må føle, at skolen også er deres projekt.

*Det skal kendes er en bog, der er udgivet i forbindelse med Guldborgsund Kommunes indsats for at være dannelseskommune. Bogen består af 10 teoretiske og 10 praksisbeskrivende kapitler, som dækker de kommunale sagsområder. Her er inspiration at hente. Forlaget hedder CURA. Jonas Højgaard Mortensen har redigeret.