Skibbrud, magiske drenge og Schrödingers grrrl
Download and listen anywhere
Download your favorite episodes and enjoy them, wherever you are! Sign up or log in now to access offline listening.
Description
Håndplukket er bibliotekets månedlige podcast, hvor vi fortæller om nogle af de nye bøger og film. I denne måned handler det blandt andet om skibbrud, Schrödingers grrrl, magiske drenge og...
show moreMånedens musik
Rema: Heis
herfra numrene "Benin Boys", "Villain" og "Calm Down"
Månedens film
The Fall Guy
En højt respekteret stuntman, Colt Seavers, trækker sig tilbage efter en ulykke. Men da stjernen, som han har været stuntman for i mange film forsvinder, er der igen brug for Colt, ham I måske kan huske som "The Unknown Stuntman!". Meta-actionkomedie
Bedre tider
Da de tre brødre Oscar, Karl og Lukas ved et tilfælde opdager, at deres fars bageri står overfor konkurs og at deres familiebageri er truet af lukning, rykker de sammen for at redde familiens arv og deres fars eneste glæde efter deres mors død.
I spotlightet
Skønlitteratur
Hobrack, Marlen: Schrödingers grrrl
Falco 2024; 1. udgave; 330 sider
Mara Wolf er droppet ud af skolen, hun er arbejdsløs og smådepressiv. En dag møder Mara Hanno. Hanno er PR-mand for et forlag, og han har en plan for Mara - hun skal udgive sig for at være forfatter til en bog, hun ikke har skrevet. For læsere af satiriske samtidsromaner.
Matheson, Richard: Manden, der blev mindre
SerieKlubben 2024; 211 sider
Robert Scott Carey begynder at krympe, og videnskaben kan intet stille op. Til sidst bor han i et dukkehus i sin egen stue og havner derefter i kælderen, hvor han hver dag må kæmpe for føden og for at undgå at blive føde for en edderkop.
Rehné, Pauline: En verden af fjolser
Forfatterskabet.dk 2023; 1. udgave; 255 sider
Medrivende fortælling der udspiller sig i 1960 på et sindssygehospital i Odsherred. Den 11-årige Oskar vokser op i nærheden og bruger meget tid i selskab med de indlagte. Oskar har et åbent sind og ser hver enkelt beboer som det menneske de er, når han deler deres glæder og sorger. For læsere af hjertevarme romaner.
Faglitteratur
Den store Lucky Luke kogebog: enhver cowboys yndlingsopskrifter fra det vilde vesten
Cobolt 2024; Ca. 130 sider
Mange lækre opskrifter på små retter, hovedretter, desserter og drikkevarer. Til den Lucky Luke glade kok.
Baldwin, James: Optegnelser fra en søn af de sorte
Klim 2024; 1. udgave; 177 sider
Stærk essaysamling om den racistiske vold i forfatteren James Baldwins Amerika. Teksterne kalder på oprør og aktivisme, men fremviser også et humanistisk blik for vores dybe behov for at forstå hinanden. Til essaylæsere med interesse for samfundsrelevante emner.
Balslev, Jesper: Digitaliseringens brudte løfter: om at sætte grænser for toksisk teknologi
Hogrefe Psykologisk Forlag 2024; 1. udgave; 261 sider
Filosofisk bog, der definerer og diskuterer digitalt ikke-brug via en gennemgang af forskellige teorier om ikke-brug af teknologi.
Børne- og ungdomsbøger
Schmidt, Line Malling: Den sidste sabeltiger
Vild Maskine 2024; 1. udgave; 41 sider
Fabulerende og farverig fortælling om en sabeltiger, der oplever en naturkatastrofe, hvor næsten alle dyr, inklusive dinosaurerne, dør. Sabeltigeren møder en larve, og de to begiver sig afsted for at finde sabeltigerens familie. En blanding af billedbog og graphic novel, der er god til højtlæsning fra 5 år og selvlæsning fra ca. 9 år.
The Kao: Magisk dreng
2024, Carlsen 2024-; 1. udgave; 317 sider
Flot, spændende og sjov historie om Max, der er udvalgt til at blive den næste "Magiske Pige", der skal redde verden fra dæmoner. Der er bare lige dét at Max er transdreng, og han har bestemt ikke tænkt sig at blive set som pige - heller ikke af universet. For dem der kan lide flotte manga-agtige graphic novels.
Toustrup, Pernille Bønløkke: Femlingerne - kagedej ude af kontrol
Politiken 2024; 1. udgave; [44] sider
Femlingerne, de fem gange Allan, opfinder en kopimaskine, der kan kopiere alt. De vil nemlig lave 1000 kummefrysere, så de kan skabe et smukt vinterlandskab midt om sommeren. Alt går godt lige indtil Thorbjørn vil have kopieret noget kagedej! Skør og sjov billedbog til de 5-7-årige.
De mest reserverede
Skønlitteratur
Duvå, Liv Nimand: Ned fra himlen
Gad 2024; 1. udgave; 396 sider
Maria forlader Johan og tager deres datter Sonja med sig. Hun søger tilbage til fortidens steder, som hun egentlig har lagt bag sig. Måske er det tid til at opsøge gamle forbindelser? For læsere af socialrealistisk litteratur.
Bagger, Thomas: Koden til kaos
Gyldendal 2024; 1. udgave; 446 sider (Krimiserien med Lucas Stage; 4)
Fjerde bind i serien med David Flugt og Lucas Stage fra Task Force 14. De bliver sat på hver sin hemmelige opgave, som indbefatter deepfake-videoer, konspirationsteorier og politik. For læsere, der elsker nordiske krimier.
Boberg, Thomas: Insula
Gyldendal 2024; 1. udgave; 381 sider
Thomas Boberg, der er digter, har skrevet denne poetiske bog om at flytte til en lille ø frem for at leve i storbyen. Smukke tanker, uindfriede drømme og barske realiteter blander sig med hinanden og de andre øboeres liv. For voksne læsere af poetiske, samfundsaktuelle romaner.
Fagbøger
99.4 Æbelø, Andreas Gylling: De fortabte sønner
Lindhardt og Ringhof 2024; 1. udgave; 293 sider
Brødrene Sune og Andreas Gylling Æbelø voksede op i det vestjyske bibelbælte. Som homoseksuelle gav det enorme udfordringer for de unge drenge, der blev påført skam og skyld af det indremissionske miljø. Men bogen handler også om frelse, frisættelse og forsoning. For interesserede i personlige beretninger om kristne miljøer og homoseksualitet.
15.2 Dam, Robert: Mørkets hoteller: børnene i Scientology
Kristeligt Dagblad 2024; 1. udgave; 394 sider
Hvordan er det at vokse op i Scientology i Danmark? Det prøver det tidligere medlem Robert Dam at belyse via et grundigt researcharbejde. For læsere med interesse i sekter og Scientology specifikt.
99.94 Kaddu Rasmussen, Carolyne: Omfavnet af et moderhjerte
Lindhardt og Ringhof 2024; 1. udgave; 179 sider
Hjertevarm personlig fortælling fra Carolyne Kaddu Rasmussen om mødre og familiebånd. På en rejse til hjemlandet Uganda dykker Carolyne ned i historier om kvinder i familien. For læsere af biografier og skæbnefortællinger.
Børne- og ungdomsbøger
Andersen, Kristoffer Jacob: Du er en kat
Silhuet 2024; 1. udgave; 281 sider
Du er hovedpersonen i historien om katten Misser, der bliver væk fra sin familie. Som Misser skal du træffe en række valg og kaste terninger, der vil påvirke historiens gang. En "du-er-selv-hovedpersonen"-bog for 9-12-årige.
Souid, Sophie: Sivert har kun ét liv - teenagelivet tynger
Gad 2024; 1. udgave; 209 sider
Sivert har det ikke helt nemt. Udover at hans kat er psyko, så er han ikke længere kærester med Petra, og han har problemer med sin kropslugt. Men værst af alt: hans mor har givet hans kommode væk, og den indeholder hans allerstørste hemmelighed! Vidunderlig, sjov bog for ca. 10-13-årige.
Nordahl, Victor: Vilde poter - skoven
Turbine 2024; 130 sider (Vilde poter; 2)
Følg med Lukas, der er flygtet fra rævefarmen og ud i skoven. Her møder han både andre ræve og forskellige andre dyr. Spændende graphic novel for børn fra 11 til 14 år.
Månedens hjertebarn
Wangsgaard Jürgensen, Martin: Pramdrageren
2 Feet Entertainment 2024; 1. udgave; 187 sider
I slutningen af 1800-tallet bliver den midaldrende mand Jeppe en del af et sjak pramdragere, der skal trække en pram op ad Gudenåen. En rejse, der byder på både smukt vinterlandskab, ukendt land og uforklarlige begivenheder. For læsere af historiske romaner med spor af myter og mystik.
65.98 Grann, David: The Wager
Gad 2024; 1. udgave; 378 sider, tavler i farver
Historien om det britiske orlogsfartøj The Wagers skibbrud i 1749, samt de efterfølgende anklager om mytteri og mord. Anbefales til eventyrlystne læsere af historier fra den virkelige verden.
Chapman, Linda: Havfrueklippen - korallernes rige
Bogoo 2024; 1. udgave; 140 sider
Havfruen Marina og hendes far er flyttet til Havfrueklippen, hvor Marina får nye venner, som hun går på eventyr med. Da de opdager, at flere koralgrotter er blevet ødelagt, beslutter de sig for at løse mysteriet. Men det er ikke en ufarlig opgave, de er kommet på! Højtlæsning fra 8 år, selvlæsning fra 10 år.
Information
Author | Horsens kommunes biblioteker |
Organization | Horsens kommunes biblioteker |
Website | - |
Tags |
Copyright 2024 - Spreaker Inc. an iHeartMedia Company