Podcast Cover

De sociale iværksættere

  • De unge har en drøm. Men de tror ikke, den er realistisk. Interview med Ole Hessel om High:five

    20 JUN 2024 · Hvordan får man tidligere straffede ud på arbejdsmarkedet i varige stillinger? Hvordan får man virksomheder til at sige ”ja tak” til en ny medarbejder, selvom vedkommende har en plettet straffeattest, og hvordan får man tidligere straffede overbevist om, at deres drøm er realistisk, og at det rent faktisk nytter at gå efter et job?   Det skal du høre om i denne udgave af ”De sociale iværksættere”. I serien hører vi om sociale iværksættere, der udvikler nye indsatser og løsninger for udsatte og sårbare børn, unge og voksne. Ole Hessel er direktør i High:five, der blev etableret i 2006 af Virksomhedsforum for Socialt Ansvar. High:five assisterer virksomheder med at ansætte og fastholde tidligere straffede i ordinære job eller uddannelsesforløb. Han oplever, at virksomhederne gerne vil tage det sociale ansvar. Men det kræver, at virksomheden bliver hjulpet til det rette match. Hos de tidligere straffede er det derimod svært at tro på, at det rent faktisk kan lade sig gøre at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Men det kan det. Otte ud af ti af de personer, som High:five får matchet med virksomheder, kommer i varig ordinær beskæftigelse. Så det er en succes for både de tidligere straffede, for virksomhederne og for samfundet. Men på trods af High:fives succes er det en kamp for Ole Hessel at finansiere indsatsen. For hvem skal tage det ansvar? I podcasten fortæller Ole Hessel, hvordan High:five samarbejder med virksomhederne, så de får de rette medarbejdere, hvordan de overbeviser de unge om, at drømmen er mulig, og hvordan det lykkes High:five at holde indsatsen kørende efter 18 år. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg Redigering: Ida Frisk Carstensen
    Played 1h 2m 15s
  • 2. ”Hvis rammerne er rigtige, så kan diagnosen være en superkraft.” Med Mathias Nielsen fra GladTeknik

    6 JUN 2024 · ”Til at starte med var ambitionen bare at skabe en arbejdsplads til mig selv. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle skabe arbejdspladser for andre,” siger Mathias Nielsen, der er direktør for den både prisbelønnede og succesfulde virksomhed GladTeknik.  Virksomheden, der reparerer mobiltelefoner, tablets og computere, har særligt de sidste to år været en så stor succes, at man for nylig har udvidet lokalerne for at få plads til nye medarbejdere. I dag har Mathias nemlig ikke bare formået at indfri ambitionen om at skabe en arbejdsplads til sig selv. Hans virksomhed tæller mere end 50 medarbejdere, og otte ud af ti medarbejdere har en diagnose, som Mathias Nielsen også selv har.   Som 19-årig fik Mathias nemlig diagnoserne Asperger og ADD. Og vejen til succesfuld erhvervsleder har ikke været nem. Faktisk tog den sin begyndelse på et kollegieværelse på Sputnikkollegiet i Virum, hvor Mathias boede sammen med 23 andre unge med autisme.  Virksomheden voksede siden ud af kollegieværelset, og i 2023 blev den så noget nær landskendt på ti minutter, da Mathias var med i DR-programmet ”Løvens Hule”. Men selvom han kom hjem med en investering, så var det ikke pengene, Mathias havde i tankerne, da han tilmeldte sig programmet. Han ville vise, at man kan skabe en succesfuld virksomhed, hvor størstedelen af medarbejderne har en diagnose. Og i dag bruger han ved siden af direktørgerningen tid på at rejse rundt i både Danmark og udland for at fortælle, hvordan det kan lade sig gøre. I ”De sociale iværksættere” løfter han lidt af sløret for det, mens han fortæller sin egen personlige historie om, hvordan en diagnose ikke behøver at begrænse, hvis rammerne er de rigtige.   Udgivet af Socialt Indblik Tilrettelæggelse: Niels Svanborg Redigering: Ida Frisk Carstensen
    Played 49m 44s
  • 1. "Jeg drømmer om at skabe en ungdomsbevægelse". Med Freja Sangild Boysen fra SocialSpace

    30 MAY 2024 · ”Jeg har selv stået i en situation, hvor jeg synes, at livet var enormt svært, og hvor jeg havde brug for håb og for handlemuligheder. Men hvor jeg oplevede, at det blev taget fra mig.”  Det er Freja Sangild Boysen, der her fortæller om baggrunden for, at hun stiftede SocialSpace.   SocialSpace er en app, der hjælper med at finde hjælp og rådgivningstilbud til unge, der har det svært. Baggrunden for idéen er, at Freja selv har stået i en situation, hvor hun manglede den rette hjælp. ”Da jeg var 13 år gammel, begyndte jeg at udvikle en spiseforstyrrelse. Og det, jeg oplevede dengang, det var, at vi fik at vide, at der ikke var noget hjælp at hente, før jeg havde en diagnose. Det vil sige, at jeg skulle være under en vis vægt, for at jeg kunne få hjælp. Og både mig og mine forældre følte os magtesløse i forhold til at få hjælp. Og det gjorde også, at det i virkeligheden blev sådan lidt en jagt efter at blive syg nok. Fordi det var den eneste måde, jeg kunne få hjælp på,” fortæller Freja.   Hun fik det tiltagende værre og kæmpede i otte år med en spiseforstyrrelse, før hun kom i et behandlingstilbud. Det blev et vendepunkt for hende. Men i dag forstår hun ikke den afvisning hun og hendes forældre fik, da hun var 13 år.  ”Det er klart, at jeg har undret mig over, hvorfor jeg dengang ikke fik at vide, at der var de her rådgivningstilbud, man kunne henvende sig til,” siger Freja Sangild Boysen. Høre mere om Frejas egen historie, hvorfor hun startede SocialSpace, om op- og nedture som iværksætter, kampen for en holdbar forretningsmodel og om hvordan hun ser, at socialområdet kan lære noget af det private erhvervsliv.
    Played 50m 25s
  • 8# Her er vi lige skæve – interview med direktør i Råt og Godt Christian Helweg

    25 AUG 2022 · ”Mange har måske ikke en gang lyst til at deltage i en familiesammenkomst, for hvad skal de fortælle, hvis ikke de har været i beskæftigelse de sidste seks år? Så for mange handler det også om, at de skal finde deres identitet. De skal finde ud af: Hvem er de? Og jeg plejer at sige, at hernede er vi lige skæve. Her er det ok at stikke lidt ud. Det er det, der gør os unikke,” siger Christian Helweg, der i 2015 skippede et job som manager i Tivoli, lejede sig ind i en gammel togremise og med fuldtidsjob ved siden af stiftede virksomheden Råt og Godt, der sælger beskæftigelsesforløb til kommunerne. I foreløbig sidste afsnit af podcastserien ”De Sociale Iværksættere” fortæller Christian om sin vej til at blive social iværksætter, og hvordan han har fokus på tre bundlinjer i form af mennesker, bæredygtighed og økonomi. I togremisen laver de ansatte blandt andet møbler, som bliver solgt både i togremisen og ved indretning hos virksomheder. Alt laves med fokus på bæredygtighed. Men produktet er beskæftigelsen. ”Det er et produkt, vi sælger. Vi yder en ydelse. Og vi skal levere. Hvis vi siger, at vi kan hjælpe denne borger videre, så skal vi holde vores ord. Særligt, når vi arbejder med mennesker. De fortjener en chance til. Og de har måske oplevet nederlag nok i deres liv. Så når vi går ind i det her, så skal vi også gøre det ordentligt,” siger Christian Helweg blandt andet i podcasten. Podcastserien er støttet af EKKOfonden. Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg Musik: Johannes Elslo
    Played 40m 44s
  • 7# Gadens Stemmer er kraftfulde for både gæster og guider – interview med leder Vickie Laursen, leder af Gadens Stemmer

    18 AUG 2022 · ”Man forstår sig selv bedre, når man får ret i, at det, jeg oplevede, var også forfærdeligt.” Sådan fortæller Sami, der er guide hos virksomheden Gadens Stemmer. Gadens Stemmer sælger guidede ture i København, Odense, Vejle, Esbjerg og Faxe. Guiderne er gadens egne stemmer, og de har alle en unik og barsk livshistorie fra kanten af samfundet. Og kunderne er lige fra skoleklasser til advokatelever. I et nyt afsnit af podcastserien ”De Sociale Iværksættere” fortæller leder hos Gadens Stemmer, Vickie Laursen, om virksomhedens arbejde, der både handler om selve den guidede tur, om beskæftigelse af guiderne og om oplysning, så flere får et indblik i, hvordan nogle mennesker lever på kanten af samfundet i misbrug, prostitution, kriminalitet eller hjemløshed. Det er en væsentlig del af konceptet, at guiderne får løn for deres arbejde. Men arbejdet og oplevelserne som guide har også en stor betydning for guidernes liv og selvopfattelse, fortæller Vickie Laursen. ”Der sker en bearbejdning, når man kan tale højt om de ting, man har været igennem. Det, ikke at skulle skamme sig over det. Det at blive mødt i det. Og at bliver anerkendt for at ville dele det med de mennesker, de som guider er ude med. Så effekten af det er meget kraftfuld,” siger Vickie Laursen, der i podcasten nævner flere konkrete eksempler på guider, der gennem arbejdet i Gadens Stemmer er kommet i ordinær beskæftigelse og ud af misbrug. Sami er en af de rutinerede guider hos Gadens Stemmer. Hun fortæller om, hvordan hun fra barndommen har levet på Vesterbro som stofmisbruger og kriminel. Og hun har også oplevet, hvad det betyder at fortælle sin historie foran et publikum. ”I starten var jeg nervøs. Men så tænkte jeg. De skal bare høre det her. De skal blive forbavsede og overvældede og tænke: ”Skete det virkelig?” og ”Sagde hun virkelig det?”,” siger Sami og fortsætter: ”Den feedback betyder, at jeg har fået det bedre i min egen krop. For jeg kan se, at det jeg følte som barn og ung, det er rigtigt. For alle bliver sådan ”gud og nå”, når jeg fortæller. Og det gør, at man forstår sig selv bedre hen ad vejen, når man får ret i, at det, jeg oplevede, var også forfærdeligt.” Podcastserien er støttet af EKKOfonden. Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg Musik: Johannes Elslo
    Played 50m 1s
  • 6# Entreprenørskab hjælper udsatte unge til stolthed, uddannelse og job. Om den socialøkonomiske virksomhed Grennessminde

    11 AUG 2022 · Hvordan kan man bruge håndens arbejde og entreprenørskab til at hjælpe udsatte unge til stolthed, uddannelse og måske et job? Det undersøger journalist Anne Anthon Andersen i dette afsnit af ”De sociale iværksættere”. Hun har besøgt Grennessminde i Taastrup – den socialøkonomiske virksomhed, som er bo-, arbejds- og uddannelsessted for unge med særlige behov. Det er unge, der har haft så meget at kæmpe med i barndommen, at de er strandet et sted, hvor uddannelse, arbejde og livet i almindelighed synes fuldstændig uoverskueligt. Med værktøj i hånden, et konkret byggeprojekt eller et dyr, de skal passe, bliver opgaven overskuelig og meningsfuld. Her oplever de unge, at de gør en forskel. Vi møder STU-eleverne Katrine og Patrick, værkstedslærerne Lars og Maria og Grennessmindes direktør Andreas Rasmussen. Katrine fortæller om, hvordan hun efter flere års massiv angst og isolation pludselig har fået mod på at arbejde med mennesker, mens Patrick fortæller om, hvorfor det er meget lettere for ham at lære af at bygge end at skrive. Og så skal du høre direktør Andreas forklare, hvordan det er lykkedes Grennessminde at skabe en bæredygtig socialøkonomisk virksomhed. Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden. Tilrettelæggelse: Anne Anthon Andersen Redigering: Rikke Bergquist Musik: Johannes Elslo Grafik: Sille Jensen
    Played 34m 13s
  • 5# Specialisterne vil skabe en million jobs til mennesker med autisme – interview med direktør i Specialisterne Carsten Lassen

    4 AUG 2022 · ”85 procent af voksne mennesker med autisme står udenfor arbejdsmarkedet. Alene af den grund at arbejdspladserne ikke rummer dem. Også selvom de er specialister. Vi taler om folk, der har ph.d.-grader i matematik eller andet, som får deres liv til at gå med at køre med pizzaer eller gå med aviser”. Sådan siger Specialisternes direktør Carsten Lassen, som i et nyt afsnit af podcastserien ”De sociale iværksættere” fortæller om, hvordan Specialisterne bygger bro til virksomheder og skaber meningsfulde jobs for autistiske mennesker i virksomheder, som har brug for deres særlige evner. Virksomheden blev stiftet af Thorkil Sonne, efter at hans søn som treårig blev diagnosticeret med infantil autisme. Målet var og er stadig at ændre samfundets holdning til mennesker med autisme. Ambitionen er ifølge virksomhedens nuværende direktør Carsten Lassen ikke mindre end at revolutionere arbejdsmarkedet og gøre det langt mere bæredygtigt. Fordi ikke alene autisterne, men hele arbejdsmarkedet, kan vinde ved det, mener han. Og målet er på verdensplan at skabe en million jobs til mennesker med autisme. Specialisterne opererer i dag fra Ballerup, og Specialisterne Foundation samarbejder med partnere 35 steder i 13 lande internationalt. Hør historien om Specialisterne og virksomhedens ambitioner. Og så skal du høre, hvad Carsten Lassen mener med, at det at ansætte en autistisk medarbejder er som at have en kanariefugl på skulderen. Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden. Tilrettelæggelse: Anne Anthon Andersen Redigering: Rikke Bergquist Musik: Johannes Elslo Grafik: Sille Jensen
    Played 26m 58s
  • 4# Vi kan hjælpe flere udsatte borgere når virksomheden vokser – med Mathias Caland, forstander, Fonden Semai.

    30 JUN 2022 · Høj kvalitet i det sociale arbejde kræver en stabil økonomi og en solid organisation. Det er filosofien bag de vækstplaner, som Mathias Caland har sat gang i som forstander for Fonden Semai, der har eksisteret i 25 år. I fjerde afsnit af podcastserien ”De sociale iværksættere” fortæller han om, hvorfor han som ambitiøs pædagog ser det at være iværksætter som en naturlig forlængelse af jobbet som pædagog. ”Jeg vil gerne gøre noget mere for flere. Da jeg var pædagog, kunne jeg kun hjælpe én person, men nu har jeg mulighed for at gøre det for mange, fordi det er mig, der tegner dagligdagen her på stedet. Og når vi vokser, kan vi hjælpe flere til at få et bedre liv. At være pædagog og iværksætter er derfor ikke så fjernt fra hinanden,” siger Mathias Caland, der ser væksten som en forudsætning for at kunne nå ambitiøse kvalitetsmål. ”Vi har med mennesker at gøre, som har det meget skidt. Og hvis vi ikke har tilstrækkelige støtteforanstaltninger omkring de medarbejdere, der er tæt på, så kommer de til at have svært ved at fungere sammen med borgerne. Og så bliver kvaliteten dårligere. Derfor er tanken at have en størrelse, som kan understøtte medarbejderne og sikre, at de forventninger, der er til kvaliteten hos os, dem lever vi op til og måske endda også lidt over,” siger Mathias Caland og fortsætter: ”Vi har en økonomisk bundlinje og en social bundlinje, og de to bundlinjer er hinandens forudsætninger. Kvaliteten ligger i den sociale bundlinje. Men det kræver økonomi og stabilitet at opnå kvaliteten. Så vi kan ikke opnå kvaliteten uden den økonomiske bundlinje.” Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg Musik: Johannes Elslo Grafik: Sille Jensen
    Played 54m 34s
  • 3# Sprog og kulturelt kendskab baner vejen for succesfuld familiebehandling – interview med stifter Amelevi Rathleff fra Memox

    23 JUN 2022 · I Urbanplanen på Amager, hvor Amelevi Rathleff er vokset op, var der mange familier med anden etnisk baggrund, der i perioder havde brug for støtte. Men ofte var hjælpen udfordret af kulturelle og sproglige barrierer. ”Der er rigtig mange to-sprogede i Urbanplanen på Amager, og jeg er sikker på, at hvis der havde været familiebehandlere, som kommunikerede med kulturel forståelse og på samme modersmål som de familier, der havde det svært, så kunne de have været hjulpet nemmere og hurtigere, end når man kommer med en tolk,” siger Amelevi Rathleff, der oplevede det samme som sagsbehandler i en kommune. ”Jeg oplevede gang på gang udfordringer i samarbejdet med familierne, hvor jeg tænkte, at dette her kan vi gøre smartere.” I 2012 stiftede Amelevi Rathleff så Memox, der har specialiseret sig i at hjælpe familier med anden etnisk baggrund end dansk, som en enkeltmandsvirksomhed. I dag er der 200 konsulenter ansat. De taler tilsammen ikke mindre end 80 forskellige sprog og dialekter. Og de samarbejder med kommuner over hele landet. I dette program skal du høre Amelevi Rathleff fortælle om vejen til en succesfuld virksomhed, om den stolthed, der følger med, når man lykkes med at løfte kvaliteten inden for socialområdet – og hvorfor det gør hende rasende, når der peges fingre af at tjene penge på socialt arbejde. Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden.
    Played 34m
  • 2# Baristakaffe og fællesskab motiverer socialt udsatte til mere arbejde – Med Miechael Stian Hansen, direktør Kaffe Karma

    15 JUN 2022 · For mange socialt udsatte er det svært at finde fodfæste på arbejdsmarkedet – trods mange gode intentioner fra blandt andet jobcenteret. Det erfarede Miechael Stian Hansen, da han arbejdede som sagsbehandler i en kommune. I 2018 skabte han den socialøkonomiske virksomhed Kaffe Karma, der har stor succes med at give de socialt udsatte lyst til at arbejde. I dette program skal du møde René og Maj, når de ruller barista-cyklen ud på den Røde Plads på Indre Nørrebro og sælger latte, cappuccino og espresso. Og du skal høre Miechael Stian Hansen fortælle, hvordan Kaffe Karma lykkes med at skabe motivation, og om de udfordringer, der ligger i både at skulle flytte nogle mennesker og skabe en forretning, der løber rundt. Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden. Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm Redigering: Rikke Bergquist Musik: Johannes Elslo Grafik: Sille Jensen
    Played 36m 27s

Hvordan skaber vi nye indsatser og løsninger for udsatte og sårbare mennesker? Det sætter Socialt Indblik fokus på i podcastserien De sociale Iværksættere, der er 8 portrætter af sociale iværksættere,...

show more
Hvordan skaber vi nye indsatser og løsninger for udsatte og sårbare mennesker?

Det sætter Socialt Indblik fokus på i podcastserien De sociale Iværksættere, der er 8 portrætter af sociale iværksættere, der har succes med at finde nye – og ofte kreative – løsninger på udfordringer, hvor det etablerede velfærdssamfund kommer til kort.

Vi hører, hvordan de sociale iværksættere både har succes med at skabe en social og økonomisk bæredygtig virksomhed.

Og vi får svar på spørgsmål som:

Hvad driver de sociale iværksættere i hverdagen?

Hvordan kombinerer man det at være en dedikeret pædagog for sårbare børn, unge eller voksne – og det at være iværksætter på samme tid.

Hvad er fordelen ved at være iværksætter frem for ansat i en kommune?

Podcastserien er produceret og udgivet af Socialt Indblik støttet af EKKOfonden.
show less
Contacts
Information

Looks like you don't have any active episode

Browse Spreaker Catalogue to discover great new content

Current

Podcast Cover

Looks like you don't have any episodes in your queue

Browse Spreaker Catalogue to discover great new content

Next Up

Episode Cover Episode Cover

It's so quiet here...

Time to discover new episodes!

Discover
Your Library
Search